Tal fra Danmarks Statistik viser, at der bliver stadig bedre plads i Vesthimmerland.
Skal man vælge en positiv tilgangsvinkel, så kan man i Vesthimmerlands Kommune glæde sig over, at der bliver mere og mere plads per indbygger, mens jordkloden generelt bliver tættere og tættere befolket med voldsom hastighed.
I 2. kvartal 2018 var der 37.240 indbyggere i Vesthimmerland. Siden er tallet i følge Danmarks Statistik faldet hvert kvartal siden til 37.045 i 2. kvartal i år. Fortsætter den tendens, vil befolkningstallet i Vesthimmerlands Kommune meget vel være nået under 37.000, når tallene for indeværende kvartal kommer.
For ti år siden var vi 38.327 indbyggere i Vesthimmerlands Kommune. Dermed er beolkningstallet gået ned med næsten 3,5 % over en 10-årig periode.
Mens man kan glæde sig over det gode albuerum i kommunen, må man også konstatere, at det giver manglende indtægter i kommunekassen, når Vesthimmerlands Kommune går glip af et anseeligt millionbeløb fra de statslige udligningsordninger, der tager udgangspunkt i antal indbyggere.