900-1000 børn var tirsdag til grundlovsmøde i Løgstør.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
For sjette år i træk fejrede Vesthimmerlands Kommune "børnenes grundlovsdag". Traditionen startede i Løgstør i 2014, og siden har det store arrangement gået på skift mellem kommunens institutioner som værter. I år var det igen Kridthuset og Sneglehuset, der havde værtsskabet.
Børnenes grundlovsdag ligger som sædvanlig dagen før den egentlige Grundlovsdag. Lanternen lignede nærmest en international lufthavn, da busser fra alle kommunens børnehaver og pasningsordninger rullede ind foran indgangen og læssede over 900 børn af til arrangementet.
Årets tema var "ret til forskellighed", og som undertema var retten til at blive talt pænt til. Borgmester Per Bach Laursen havde taget borgmesterkæden på, og holdt tale til de mange børn.
Her gjorde han det klart for børnene, at det er vigtigt, at de taler pænt til hinanden. Han forklarede, at han som borgmester også håndhæver denne dyd i byrådssalen, hvor de voksne medlemmer bliver irettesat, hvis de bander.
Børnenes grundlovsdag bød på musikalsk underholdning ved Torben Mortensen, og der var også arrangeret skuespil i form af det kendte eventyr om Klods Hans.