Ejeren af seks hytter i Rønbjerg får en erstatning af Vesthimmerlands Kommune på 1,5 millioner kroner efter års tovtrækkerier om lovligheden af hytterne.
Ole Høgh Sørensen opførte i 2005 seks hytter i Rønbjerg. Tilladelsen havde han fået i hus i 2003 af henholdsvis daværende Løgstør Kommune og Nordjyllands Amt. Der var bare lige sket det i mellemtiden, at planloven var blevet ændret og kystbeskyttelseslinjen udvidet fra 100 til 300 meter, og det gjorde reelt hytterne ulovlige.
Hytterne fik dog lov at stå i fred frem til 2008, hvor en klage fra en borger fik Natur- og miljøklagenævnet til at erklære fire af hytterne ulovlige. I 2010 fulgte et krav om at få hytterne revet ned.
Det endte med retsager i både by- og landsretten, hvor Natur- og miljøklagenævnet fik medhold.
Krævede 3,5 millioner i erstatning
I kølvandet på dommen om nedrivning af hytterne, rejste Ole Høgh Sørensen et erstatningskrav mod Vesthimmerlads Kommune på 3,5 millioner kroner for de ubrugelige byggetilladelser. Det har givet anledning til mange møder de to parter imellem, og i 2014 blev borgmester Knud Kristensen af byrådet bemyndiget til at indgå et forlig med Ole Høgh Sørensen.
I sommer nåede parterne så til enighed om et forlig, der giver Ole Høgh Sørensen en erstatning på 1,5 millioner kroner, som byrådet nu må hive op af kassebeholdningen. Dertil kommer advokatudgifter på 312.000 kroner, som kommunen løbende har måtte tage af driften.
To medlemmer af byrådet valgte i går at stemme imod forliget. Det var løsgænger Annette Vahlgreen og Kirsten Moesgaard fra De Konservative.
Husene står der stadig
- Skal man have erstatning, skal der være et tab, sagde Kirsten Moesgaard, og det mener hun ikke ejeren har haft, idet alle seks hytter stadig står i Rønbjerg.
Hun tilføjede, at der desuden er en ny planlov på vej fra regeringen, som vil lempe reglerne for byggeri ved kysterne og muligvis lovliggøre de fire ulovligt opførte hytter.
Kirstens Moesgaards partifælle, Ulla Skov, er dog af en anden opfattelse: En mand, som gennem flere år har kæmpet for sine huse med advokater og så videre har allerede lidt et tab, fastslog hun.
Venstres Jens Lauritzen kritiserede de to modstandere af forliget for at stemme imod. Så skulle I have stemt imod allerede i 2014, da borgmesteren blev bemyndiget til at indgå forlig, lod han forstå.
Men forslaget om den nye planlov har ændret forudsætningerne, konstaterede Kirsten Moesgaard.