Løgstør Parkhotel havde søndag formiddag arrangeret politisk møde om lokale emner, og et emne overskyggede debatten.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
Det var som om, at de omkring 70 tilhørere sad i en time og ventede i spænding. Ventede på, at en hyggelig politisk sludder om årets budget blev afsluttet, så tidens to varme kartofler kunne komme til debat. Nemlig møllesagen i Malle og sagen om Vesthimmerlands fremtidige tilhørsforhold i turisme-henseende.
Møllemodstandere havde på forhånd varmet op til debat ved at stille et "Nej tak til møller"-banner op ved indkørslen til Løgstør Parkhotel, men emnet kom ikke rigtigt op af skuffen inde i salen.
Ganske vist fik Allan Ritter (K) applaus, da han erklærede, at han og hans parti allerede kategorisk har afvist, at der kan rejses møller i Malle. De tre øvrige politikere i panelet, borgmester Per Bach Laursen og de to socialdemokrater Per Jensen og Uffe Bro, slog fast, at deres partier af hensyn til den demokratiske proces ikke vil tage stilling, før de mange høringssvar i sagen er blevet behandlet.
Således var der ikke meget nyt i sagen, som i stedet udviklede sig til en teknisk udredning om vedvarende energi.
Destination Himmerland og turistkontor
Men debatten blev intensiveret, da Per Jensen, som havde en dobbeltrolle som både paneldeltager og ordstyrer, skiftede emnet over til Vesthimmerlands fremtidige samarbejdspartnere på turistområdet. Et flertal i byrådet har tidligere valgt side og fravalgt en række kommuner langs Limfjorden til fordel for at afsøge muligheden for et samarbejde med Rebild og Mariagerfjord kommuner under navnet Destination Himmerland.
De nye og større destinationsselskaber i hele Danmark skal sikre en styrket turismeindsats, men efter byrådets beslutning har Rebild Kommune valgt at trække sig ud af Destination Himmerland, inden det er kommet i gang.
På Løgstør Parkhotel fik Per Bach Laursen en verbal kindhest af Per Jensen for at have gået videre med en to-kommuneløsning med Mariagerfjord og Vesthimmerlands Kommuner.
- Dit mandat fra byrådet var at arbejde for et samarbejde mellem de tre kommuner, og da Rebild ikke ville være med, burde du være kommet tilbage til byrådet, sagde Per Jensen.
Socialdemokraterne har ikke i sinde at acceptere et lille destinationsselskab med kun to kommuner. Heller ikke Anders Bloksgaard, der er formand for Løgstøregnens Turistforening, forstår borgmesterens iver efter at få underskrevet kontrakten med Mariagerfjord.
I et følelsesladet indlæg tog Anders Bloksgaard ordet og manede til besindighed. Der er god tid til at kigge ud over landskabet og undersøge andre muligheder, sagde han og mindede om, at de nye destinationsselskaber først skal være på plads ved udgangen af 2020. Selv er han klar tilhænger af, at Vesthimmerland går sammen i et turismefællesskab med andre kommuner langs Limfjorden.
Den holdning deles imidlertid ikke af turistdirektør i VisitVesthimmerland, Jimmi Stæhr-Petersen. Et samarbejde med andre Limfjordskommuner er bare mere af det samme, påpegede han.
Jimmi Stæhr-Petersen bidrog til den emotionelle debat ved at anfægte politikernes kritik af hans organisation. Den kom ikke mindst fra Uffe Bro, som sagde, at byrådet burde have analyseret på andre muligheder i stedet for at handle på en anbefaling lavet internt af VisitVesthimmerland.
- Det kan I ikke være bekendt. I har gjort turismen professionel, og vi har leveret varen, lød svaret fra Vesthimmerlands nuværende turistdirektør, der ikke lagde skjul på, at hans og VisitVesthimmerlands anbefalinger derfor også bør vægtes, når politikerne beslutter.
Afgørelse på torsdag
Og den endelig beslutning bliver taget på torsdag, når der er byrådsmøde. Medmindre det ender i en udsættelse.
Som bekendt handler hele sagen også om, hvor hovedkontoret for et eventuelt Destination Himmerland skal ligge. Mariagerfjord er med på, at det skal ligge i Vesthimmerland, hvis det altså bliver i Aars. Den centralisering skærer i hjertet på mange i Løgstør, som i givet fald må give afkald på kontoret og den håndfuld arbejdspladser, der er i den gamle toldbod på havnen, til fordel for Aars, som senest også nappede det psykiatriske plejehjem Vestervang.
- Det er en ærgerlig vej at gå. Vi har ikke brug for at flytte arbejdspladser internt i kommunen, sagde Allan Ritter Andersen.
Jimmi Stæhr-Petersen understregede, at med en Himmerlands-løsning, vil Destination Aarhus blive en vigtig turistnabo lige i baghaven.
Per Bach Laursen forklarede tilhørerne, at han har vejret stemningen hos alle nabokommuner i alle verdenshjørner. Det har ikke givet grundlag for andre samarbejdspartnere. Det er svært at være borgmester, sluttede han med at konstatere.