Så blev der høst i Vesthimmerland.
Solskin og blæsevejr er lutter lagkage for landmænd med kornmodne marker. For Peter Andersen i Vindblæs kunne høstsæsonen derfor heller ikke udskydes længere, og her i eftermiddag blev den nye Claas-mejetærsker sendt i marken.
Sidste år var Peter Andersen en af de absolut første til at gå i gang med høsten. Det var den 9. juli, hvilket også var rekordtidligt.
Selv om Peter Andersen i år indleder høsten to uger senere, er han alligevel blandt de første igen. Det er som sædvanligt vinterbyggen, der er først klar til høst, og den 37-årige landmand melder om en tilfredsstillende vandprocent på 16.