Ældre Sagen i Løgstør valgte i år, at sensommer turen skulle være en historisk rundtur i Vesthimmerland med Bjarne Geil som guide.
På turen blev der besøgt steder, som var ukendt for nogle af deltagerne. Første stop var den 20 hektar store Navnsø, hvor der i ”gamle dage” blev holdt Navnsø marked. Derefter den nye kirkegård i Års, der er anlagt efter nogle helt nye principper.
Derfra gik turen videre til Borremosefæstningen, som er en boplads fra jernalderen, med bl.a. resterne af en brolagt forhistorisk vej, den ældste i Danmark.
Testrup kirkekloster, bygget i 1430`erne med en tilknyttet hospitals afdeling. Her gav man i katolsk tid omsorg og pleje til syge og værkbrudne, og pilgrimme fandt husly. På den tid var kirken i privat eje. Af økonomiske årsager blev den i 1748 reduceret til den størrelse, vi ser i dag.
Vesterbølle, ”Levende Landsbykultur” i Vesthimmerland nåede delegationen også forbi. Stedet er opbygget af frivillige og rummer en stor samling af ting, der ikke bruges mere.
Inden hjemturen besøgte selskabet Louns og Ertebølle, hvor alle nød den skønne natur i et dejligt solskinsvejr. Turen sluttede på Ranum Kro med spisning af stegt ål.