Himmerland Forsikring afslutter sit 125 års jubilæum med et fint resultat af 1. halvår 2014
Første halvår af 2014 viser igen et meget tilfredsstillende resultat for Himmerland Forsikring gs. og giver et overskud efter skat på 45,2 mio. kr. mod et overskud på 32,1 mio. kr. året før.
Af periodens nettoresultat kan 12,3 mio. kr. henføres til det forsikringstekniske resultat mod 14,3 mio. kr. året før, mens 37,6 mio. kr. hidrører fra investeringsvirksomheden mod 21,6 mio. kr. i 1. halvår 2013.
Adm. direktør Ole Færch oplyser, at den stabile udvikling i det forretningsmæssige omfang i høj grad skyldes en omlægning af salgs- og serviceringsindsatsen overfor privatkundeområdet, som betyder, at kunderne i Himmerland Forsikring løbende bliver kontaktet og gjort opmærksom på nye dækningsmuligheder i takt med at produkterne, herunder de IT-mæssige muligheder videreudvikles.
”Selskabet åbnede den 1. marts 2014 en ny forsikringsbutik i Aars, hvorfra salg til samt betjening og servicering af privatforsikringsporteføljen bliver varetaget. Der iværksættes dermed en dynamisk servicering af den bestående bestand af forsikringstagere, som således fremover vil blive tilbudt opdatering til vores seneste gode produktudgaver indenfor privatforsikring til konkurrencedygtige priser”, tilføjer Ole Færch.
De finansielle indtægter har i 1. halvår 2014 været præget af en stabil tendens, hvor datterselskabet Concordia Forsikring fastholder en gunstig forretningsmæssig udvikling, hvilket har medvirket til et forsikringsteknisk resultat på 16,3 mio. kr. og et perioderesultat efter skat på 15,0 mio. kr.
Moderselskabets renteindtægter og udbytter er faldet i forhold til samme periode af 2013. I 1. halvår 2014 har selskabet haft pæne, positive kursreguleringer på fondsbeholdningen, mens resultatet fra associerede virksomheder er markant forøget i forhold til sidste år. Samlet har investeringsafkastet givet en indtægt på 37,6 mio. kr. mod 21,6 mio. kr. året før.
Egenkapitalen pr. 30. juni 2014 udgør 653,7 mio. kr. Selskabets kapitalkrav, der andrager 28,2 mio. kr. sammenholdt med basiskapitalen på 561,6 mio. kr., betyder, at Himmerland opfylder dette kapitalkrav ca. 20 gange og dermed fortsat er et meget velkonsolideret selskab, hvilket sammen med lancering af nye produkt- og prismæssige tiltag i 4. kvartal 2014 vil underbygge det videre grundlag for forøgelse af selskabets samlede forretningsomfang.