Tunge regnskyer trak sig væk og lod solen komme til, da Løgstør fredag for anden gang åbnede op for Børnekulturnat.
Da Børnekulturnatten i går kl. 16,30 skulle sættes igang var regnen stoppet, og sensommervejret var tilbage. Det betød, at børn og deres forældre strømmede til de mange aktiviteter, som arrangørerne havde fået sat i søen på forskellige lokationer i byen.
Velkomsten foregik på Kunsttorvet, og efter de obligatoriske taler kunne børnene opleve teater og lære at danse. Herefter var der frit valg på alle hylder forskellige steder i byen, hvor der var aktiviteter. På havnen ved Kulturladen var der mulighed for en ansigtsmaling eller tegne pg male, flette og også pynte cupcakes. Og her kunne man smage muslinger på en ny måde, serveret på flutes .
Ligesom sidste år var der uhygge på biblioteket, hvor et spøgelse stadig rumsterede i kælderen. På Skoleengen var der lokumsræs og affaldssortering og FDF`ere lave skumfiduser og mulighed for at udfolde kreative evner i teltet på skoleengen med Kridthuset.
På Limfjordsmuseet var der også uhygge med "Nat på museet". I sognehuset var der leg med garn og mulighed for at prøve stomp.
En lang og indholdsrig dag med overvældende tilslutning blev sluttet af ved Løgstør Sognehus, hvor der blev afsluttet med stomp og dans. ved 21-tiden.