Simon Sørensen, Asp Produktudvikling i Aars, vandt i dag titlen som Årets Iværksætter 2019 afholdt af Erhverv Væksthimmerland i Messecenter Vesthimmerland.
Vinderen af dette års Iværksætterpris er Simon Sørensen, der er en del af et generationsskifte i en god og sund virksomhed - Asp Produktudvikling. Simon Sørensen kom i lære som klejnsmed i Asp Produktudvikling i 2010, og han har været i virksomheden lige siden.
For ca. 3 år siden spurgte Vagn Asp - ejeren af Asp Produktudvikling, om Simon var interesseret i at komme ind i virksomheden som medejer. Det var Simon helt med på. Der blev aftalt et løbende generationsskifte, og i dag ejer Simon 60% af virksomheden og er direktør i Asp Produktudvikling.
Simon har sammen med Vagn formået at udvikle virksomheden og som et led i at understøtte dette, er virksomheden flyttet fra Halkjær til Aars i 2019 i større lokaler. Simon Sørensen har også været igennem et ledelsesforløb via Erhverv Væksthimmerland og deltager i Netværk Væksthimmerlands ejerledernetværk for at være rustet til de nye udfordringer.
Baggrunden for indstillingen til iværksætterprisen er konkret Simon Sørensens åbne tilgang til opgaverne samt lyst og interesse i at bidrage til videreudvikling af Asp Produktudvikling samtidig med, at han vil dygtiggøre sig.
Der var fire nominerede til prisen. De nominerede var: Spice by Spice ved Lise og Ib Klausen, Midtfjord Agro ved Casper Larsen, AuRoCon ved Preben Asp og Asp Produktudvikling ved Simon Sørensen.
”Årets Iværksætter” uddeles til en lokal iværksætter, der har gjort en særlig indsats, og som har opnået gode resultater og en bæredygtig drift indenfor de første år som iværksætter. For at bevare et sundt og aktivt erhvervsklima i Vesthimmerlands Kommune, er det altafgørende, at vi hele tiden har iværksættere, knopskydere og ildsjæle, der er i gang med at etablere nye virksomheder og eller vil drive virksomhed i Vesthimmerlands Kommune, udtaler erhvervskonsulent Kirsten Heisz.
Selve prisen handler naturligvis rigtigt meget om æren og den positive opmærksomhed, der skabes omkring virksomheden og iværksætteriet i det hele taget. Men der er dog også en kontant anerkendelse i form af 2.000 kr., et diplom og ikke mindst et kunstværk udført af kunstneren Jan Anker Petersen fra Galleri Alstrup.
Årets Iværksætterambassadør
Denne pris uddelte Erhverv Væksthimmerland første gang sidste år, og den er blevet uddelt igen i år. Personen, der får denne iværksætterambassadørpris, er en person, der gør en hel særlig indsats for at fremme iværksætteri og tanken om iværksætteri hos rigtig mange i Vesthimmerland. Personen er initiativrig på området og hjælper til med sparring.
Prisen gik i år til Preben Stæhr. Han har stor erfaring med sig med titler som erhvervsmand, investor, mentor, iværksætter og virksomhedsejer. Preben har selv været iværksætter med virksomhederne Turbovent A/S, som i dag hedder Munters A/S, Turbovex og Rotor Gmbh, og Preben kan om nogen derfor sætte sig ind i, hvad det vil sige at være iværksætter.
Prebens store passion er iværksætteri, og han vil rigtig gerne - og er god til - at dele ud af sin viden og sine erfaringer og tager selv initiativ til at fremme iværksætteri i kommunen og kommer jævnligt med inspiration og gode input til Iværksætter Væksthimmerland. Blandt andet efterlyste Preben for et par år siden iværksættere på facebook for at komme i dialog med dem og hjælpe dem. Det gav pote, og der kom mange henvendelser.
Preben elsker at tale med og motivere unge mennesker til iværksætteri og hjælpe dem med at få struktureret processen til at komme i gang med deres idé.
Sidste år etablerede Iværksætter Væksthimmerland et mentorkorps, der har til formål at hjælpe iværksættere med en mentorordning i 12 mdr. uden, at det koster iværksætterne noget. Og selvfølgelig er Preben også med som frivillig mentor i mentorkorpset.
Udover førnævnte har Preben en stor passion for lokalområdet, og han mener ikke selv, at han nogensinde bliver pensionist. Han elsker at være med til at sætte noget i gang, og ikke mindst har han øje for at få tiltrukket eller skabt vesthimmerlandske virksomheder og arbejdspladser. Han åbner også døren op for unge mennesker og skoleklasser, som ønsker at komme på virksomhedsbesøg og fortælle om sin egen iværksætterhistorie.