Lokaltindblik.dk tog forleden på tur rundt i Hemdrup for at se, om der er liv i en by, der ligger i et af Vesthimmerlands yderste hjørner.
Af Jacob Dalgaard
Det er sommer, og det er tirsdag. Jeg er på vej til Hemdrup i Vesthimmerlands nordøstligste hjørne for at tage pulsen på en by, som kun meget sjældent er i medierne. Sker der overhovedet noget i byen?
Man kan komme til byen ad 4 veje. Jeg kommer ad Skørhøjvej og spejder forgæves efter byskiltet. Men med 35 indbyggere - og et par stykker udenfor - er byen slet ikke stor nok til at kunne kalde sig en rigtig by,og så ryger også retten til at have et byskilt.
Vel ankommet til byen klokken 15.03 kører jeg lidt rundt på byens veje. Ikke et øje at se. Jeg parkerer i midten af byen, hvor der er et grønt område med en legeplads og en bålhytte. Der holder jeg og venter på at møde nogen. Efter 20 minutter er har jeg kun set 5 biler, som blot er kørt gennem byen.
Dér i bymidten står et informationsskilt. Heller ikke det indikerer, at Hemdup er en aktiv by. Et enkelt A4-papir er klæbet op i et hjørne bag glasset i den store tavle. På papiret er trykt en liste over de borgere i byen, der skal slå græs på legepladsen.
Det er Hemdrup og Omegns Beboerforening, der administrer en frivillig turnusordning, så græsset kan blive slået en gang om ugen i sommerhalvåret. 12-14 af byens mandfolk deler opgaven og kan indbyrdes bytte uge.
Jeg ringer til beboerforeningens formand for at høre, om hele byen er rejst på ferie. Det er den, bekræfter Kaj Bräuner Sørensen, der selv bor på Rybjergvej, der er den gennemgående vej i Hemdrup.
Han har boet i byen siden 1979 og kender alle byens beboere. Så han ved, at de fleste er taget på ferie. Med andre ord er byen ikke så død, som den virker til denne tirsdag den 22. juli 2014.
Faktisk kommer der mange biler gennem byen. På en almindelig hverdag kommer 400 biler til Hemdrup. 90 procent af dem kører blot igennem, siger Kaj Bräuner Sørensen.
Det var vist i starten af 70'erne, at omfartsvejen blev lagt uden om Hemdrup, hvor trafikken mellem Løgstør og Nibe ellers gik igennem.
Men i dag bruges Hemdrup som smutvej for den trafik, der går fra Aarsvej fra Ranum og Salling til Aalborgvej og omvendt. Og det er et problem, som beboerforeningen gennem flere år har været i dialog om Vesthimmerlands Kommune om. Foreningen ønsker at få bump gennem byen for at få sat hastigheden ned.
"Gennem årene er der lavet flere aftaler med kommunen, men det er stadig kun blevet ved snakken," siger Kaj Bräuner Sørensen. Et enkelt blødt bump er der dog lavet på Skørhøjvej.
Beboerforeningen står også for en årlig sommerfest, som holdes på det grønne areal, hvis vejret tillader det. Ellers rykkes festen ind i en garage et sted i byen.
Ingen butikker
Vil man shoppe er Hemdrup ikke det oplagte sted. Der er ikke så meget som et loppemarked eller en kartoffelbod i byen. Engang har der dog været et brødudsalg, hvor man også kunne købe slik. For mange år siden var der også en iskiosk i den ene ende af byen, hvor Rybjergvej munder ud i Aalborgvej. Det var en ældre mand, som drev kiosken, og åbningstiden afhang helt af varigheden af mandens middagssøvn.
Beboerne handler i brugsen i Salling, og derudover ordner folk deres indkøb i de byer, hvor de arbejder, forklarer Kaj Bräuner Sørensen.
Selv om Hemdrup ikke har butikker eller institutioner ligger byen centralt, mener beboerformanden. Der går busser til både Aalborg, Aars og Løgstør, så hvad angår offentlig transport er byen godt kørende.
Efter sludderen med beboerforeningens formand lister jeg endnu en tur gennem Hemdrup, hvor nogle store gårde - herunder en kyllingefarm dominerer bybilledet. Og denne gang ser jeg et menneske. På en gård kører en mand rundt på en minilæsser i færd med at jævne en vej med frontskovlen.
Jeg svinger ind og hører, om han er alene i byen.
Bo Johansen er 26 år. Han er født og opvokset i byen, men er nu på vej til at bosætte sig i Aalborg. I dag er han hjemme og passe forældrenes gård, mens de er på ferie.
Bo har fine minder fra sin barndom i Hemdrup. Dengang var der flere børn at lege med. I dag er der kun to børnefamilier tilbage, mener han. Græsset på legeplasen er heller ikke synderligt slidt, så det understøtter Bo Johansens antagelse.
Skulle man have lyst til at blive en del af det lille lokalsamfund så er der også mulighed for at købe et hus. To huse er til salg i byen En villa på 151 kvadratmeter med integreret garage og et tilhørende hønsehus kan fås for blot 745.000 kroner. Samme pris koster et nedlagt landbrug lige udenfor byen med en bolig på 217 kvadratmeter
Efter en times ophold i denne udkantsby i Vesthimmerland, som alligevel ligger centralt mellem Løgstør, Nibe og Aars, forlader jeg Hemdrup med overbevisningen om, at der trods alt bliver mere liv, når dens indbyggere vender hjem fra ferie.