Onsdag d. 8. december 2021 - �rgang 16

Havneforsinkelse er typisk kommunalt

28-09-2021

Byrådsmedlem Allan Ritter Andersen (K) ærger sig over, at en ny marina i Løgstør bliver et år forsinket. Kommunen er blevet dårligt rådgivet, påpeger han.

Af Jacob Dalgaard

Marinaen i Løgstør kommer, og der er fortsat reserveret 65 millioner kroner til projektet inklusive de penge der allerede er brugt til forarbejdet. Men at vi nu skal hen til sommeren 2025, førend den kan tages i brug, ærger i den grad det lokale konservative byrådsmedlem Allan Ritter Andersen.

- Det er så ærgerligt, som det kan være. Vi har brug for det her havneprojekt for at holde liv i vores butikker, og nu går der et ekstra år. Det bliver så kommunalt, siger Allan Ritter Andersen, der tidligere har kritiseret det kommunale system for at være for langsomt. 

I dette tilfælde er kritikken dog ikke møntet på hverken forvaltning eller politikere - men den rådgiver, som kommunen har hyret ind til at hjælpe sig med det store anlægsprojekt. I følge Allan Ritter Andersen har kommunen i første omgang fået at vide, at det ikke var nødvendigt med en VVM-redegørelse, som skal klarlægge eventuelle miljømæssige konsekvenser ved anlægsprojektet, men det har nu vist sig at være nødvendigt alligevel. 

Det er Allan Ritter sådan set enig i, fordi en sådan redegørelse kan forhindre andre indsigelser senere i processen. Men han mener at kommunen er blevet dårligt rådgivet, fordi VVM-redegørelsen først kommer ind i billedet så sent, at det nu forsinker processen med mindst et halvt år. 

Allan Ritter Andersen sidder i kommunens økonomiudvalg, og hans vurdering er, at VVM-redegørelsen ikke kommer til at skubbe til økonomien i marinaprojektet. Det skyldes, at 70 procent af det arbejde, der skal undersøges i en VVM-redegørelse i forvejen er udført.

Redegørelsen ventes først færdig til sommer næste år. Derefter skal der laves søbundsundersøgelser og udbudsmateriale, så projektet kan komme i udbud i 2023 og stå færdig til brug for sejlere i forsommeren 2025. 

Grundlagt 1. februar 2006         Redaktør: Jacob Dalgaard           Telefon: 3012 6000             info@lokaltindblik.dk 

Weltklasse!