Skoleåret er startet på Haubro Friskole. For 120. år er dørene gået op og flaget er hejst første skoledag for nye og gamle elever på Haubro Friskole med 120 års rødder i den Grundtvig-Koldske skoletraditioner.
I år har friskolen budt 117 elever velkomne til skolestart torsdag aften. Første skoledag er en stor festdag med fællesspisning og gensyn med klassekammerater og lærere.
Mens eleverne har holdt en dejlig sommerferie, er der arbejdet på at skabe flere moderne undervisningslokaler på Haubro Friskole. En ny tilbygning er på vej, og bygningen skal foruden klasselokaler også rumme lokale til Naturinstitutionen Sneglehuset, som huser både vuggestue og børnehave. Naturinstitutionen Sneglehuset er en del af den samlede institution ved friskolen.
- Det er ikke fordi at skolen fortsat vokser i elevtal, men vi har i flere år gået med en drøm om at få nyere klasselokaler og bedre faglokaler, som efter mange års ønske nu er blevet en realitet efter flere år med et stabilt elevtal, udtaler skoleleder Kristina Lysdal Engemand.
Friskolens bestyrelse og ansatte er stolte af, at skolens grundlag, som blev lagt i slutningen af 1800-tallet, stadig danner rammerne om en eftertragtet friskole, der har plads og råderum til udvidelse og fornyelse, sådan at eleverne møder en moderne skole og skolebygning med de traditionelle pædagogiske rødder.
På billedet har skolens 0. klasse fået lov til at hjælpe til med udgravningen til den nye skolebygning, som forventes at stå færdig ved udgangen af 2018.