Tirsdag d. 13. august 2019 går dørene op til et nyt skoleår på Haubro Friskole, og det bliver et skoleår med nyt indhold på skoleskemaet.
Hver fredag vil alle Haubro Friskoles elever have ét fag på deres skema i det nye skoleår. Der bliver givet plads og tid til særlig fordybelse i et af skolens kendte fag den sidste dag før weekenden.
- Vi ønsker med den nye faglige fredag at arbejde mere koncentreret og skabe nogle gode rammer for fordybelse på alle klassetrin. Klasserne vil altså opleve at de skal have dansk, matematik, engelsk, tysk, naturfag eller kulturfag i 8 lektioner hver fredag, siger Kristina Lysdal Engemand, der er leder på skolen.
- I løbet af et skoleår skal vi også skabe tid og plads til, på et hvert klassetrin, at arbejde med emner, som ligger udenfor de sædvanlige fag og deres mål. Det være sig færdselslære, sundheds- og seksualundervisning samt uddannelse og job. Emnerne er ikke tillagt et selvstændigt timetal, men indgår i undervisningen efter alder i de obligatoriske fag i 0.-9. klasse. Disse store emner ligger fremover også på vores faglige fredage og kommer altså ikke til at gå ud over de almindelige timer i skolens fag, forklarer skolelederen.
På de faglige fredage kommer eleverne også omkring emner som klassens trivsel, naturvidenskabelig dag/nat på Klosterheden, brandøvelse, idrætsdag, værdidag, fastelavn og juleklip.