Jørgen Sørensen hædret for sit mangeårige virke for byen.
”Han kan lide sjove events og overraskelser. En af dem er juletræet i Aars, hvor han har haft held til at få Aars på landkortet med både det pæneste, det grimmeste og et Coronavirus-ramt juletræ på Kirketorvet.”
Sådan lød det i borgmester Per Bach Laursens motivering, da han torsdag aften udnævnte formanden for Aars Handelsstandsforening, Jørgen Sørensen, til ”Dette Aars Per”.
”Dette Aars Per” er en tradition, der blev grundlagt i 2002. Det er en hæder, der kan tildeles personer, som på en ekstraordinær og sober måde udadtil vedkender sig sit tilhørsforhold til Aars.
Allerede sidste år besluttede priskomiteen, at Jørgen Sørensen skulle have prisen. Men coronaen gjorde det umuligt at uddele den.
”For det ville være noget fladt uden tilskuere”, sagde Per Bach Laursen foran et talstærkt publikum på Kimbrertorvet.
Og så kaldte han Jørgen Sørensen frem, så han kunne modtage sin statuette og sætte sit håndaftryk i den flise, der bliver nummer 18 i striben af ”Dette Aars Per” fliser på Per Pallesens plads.
”Et af mine mundheld er: Du skal yde, før du kan nyde”, sagde prismodtageren i sin takketale.
Komiteen, der beslutter, hvem der skal modtage ”Dette Aars Per”, består af borgmesteren i Vesthimmerlands Kommune, en repræsentant fra Lokalhistorisk Forening i Aars, en repræsentant fra Aars Borgerforening, en repræsentant fra Aars Handelsstandsforening, kunstneren Peer Poulsen og direktionen i Jutlander Bank.