Husene fra lyskrydset og ud til rundkørselen ved Danmarksvej er nu så godt som færdigmalet. Dermed er omtrent halvdelen af husene i Bredgade malet færdig i Sadolins storstilede Let's Colour projekt, der fortsætter i dag og i morgen.
Ganske vist lover metereologerne store mængder regn i dag, men Sadolins marketingschef, Katrine Jensen, siger, at hun har set en vejrudsigt, der først viser regn sidst på dagen, og den har hun valgt at sætte sin lid til. "Ellers skal vi nok finde på noget andet at foretage os," siger hun optimistisk.
I løbet af onsdagen har ganske mange malere været i gang med ruller og pensler. Men det er ikke kun husfacader, der er blevet malet. Enkelte malere har fået specialopgaver. Poul Spanggaard har fået til opgave at lave et maleri af selve Bredgade under maleprocessen, og Peer Poulsen fra Aars maler et vægmaleri på Bredgade 110. Derudover har Lars Pank fra Aalborg sprayet et midlertidigt motiv på den tidligere Q8-tank i Bredgade.
I aftes var frivillige og de omkring 50 folk fra Sadolin til fest i det store telt ved projektets sekretariat ved den gamle Q8-tank. Beredskab Vesthimmerlands forsyningsenhed havde varmet op under det store kogegrej og serverede muslingesuppe til de i alt omkring 150 deltagere, mens de lokale medlemmer af Rotary servicerede i baren.
En lang række sponsorer har sikret, at deltagerne ved festen blev bespist og tilmed fik munter underholdning ved de spøjse musikere fra The Powls.
Sadolin er en del af Akzo Nobel, som er verdens største malingsproducent og en af de førende producenter af specialkemikalier, byggelim og limsystemer.