Årets Muslingehøstfest i Løgstør blev endnu engang en dundrende succes med en tæt pakket midtby.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
Rygtet har efterhånden spredt sig. Der er gratis muslinger og gratis snaps i Løgstør, når Muslingebyen holder fest. Og det gjorde den lørdag, hvor en ny sæson blev sat i gang med Muslingehøstfesten.
Årets første fangst af friske muslinger fra Limfjorden blev klokken 11 sejlet i havn, hvor muslingelaugets oldermænd som sædvanlig sad klar til at smage for. Og oldermændene var begejstrede, og så blev de friske muslinger ellers kørt i hestevogn op i Østerbrogade. Her stod Muslingekogelauget og andre kokke klar til at tilberede muslingerne, som gratis blev delt ud til folket.
Med gode sponsorer i ryggen kan arrangørerne i Løgstør uddele muslingerne gratis, og der er de senere år også blevet serveret snaps til. Det er noget, der har givet genlyd hos det publikum, som besøger muslingehøstfesten fra et stadig større og større opland.
Vejret spillede med, og dermed blev årets høstfest en sikker publikumstræffer.