Løgstør Dyrskue fik mellem 1500 og 1600 besøgende, og det er færre end sidste år. Men der meldes om tilfredshed blandt udstillere.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
Årets dyrskue i Løgstør blev afholdt lørdag med dejligt sommervejr i formiddags og regn i eftermiddag. Netop regnen tilskrives en del af skylden for, at dyrskuet mistede en del af det publikum, som kom sidste år.
Det siger skuets formand Bent Højgaard Andersen, der sammen med det øvrige dyrskueudvalg har gjort en foreløbig status efter at de sidste dyr er blevet sendt hjem.
- Der har nok været omkring 300 færre betalende gæster i år sammenlignet med sidste år. Det er selvfølgelig lidt skuffende, men der kom noget regn mellem klokken 13 og 15, og det har sikkert fået nogen til at blive hjemme, siger han.
Også antallet af malkekøer var faldet synligt på dyrskuet. Tre ellers trofaste ejendomme var ikke repræsenteret af så forskellige årsager som sygdom i en besætning, et bryllup samt manglende tid.
Til gengæld var antallet af tilmeldte til børnedyrskuet i år omtrent firdoblet, og det gav ekstra liv på den del af dyrskuepladsen.
Alt i alt oplever Bent Højgaard Andersen også, at der har været stor tilfredshed blandt udstillerne på årets Løgstør Dyrskue.