Omkring 100 kvinder var tirsdag aften til generalforsamling i Nutidens Kvinder på Pavillon ChristiansMinde.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
Der er faktisk mandlige medlemmer af Nutidens Kvinder Løgstør, men de holdte sig hjemme i sikkerhed, da foreningen her til aften holdt generalforsamling. Det var således lutter kvinder, der var mødt op, og de fik lidt dans at varme op på, inden generalforsamlingen.
Foreningen har et hold seniordansere, der danser hver tirsdag i Skansen på Frederik Den VII's Allé for at have det sjovt og for at få noget motion. 16 af disse dansere gav en kort opvisning, hvorefter flere i salen fik lejlighed til at danse med.
Dernæst satte formand Vivian H. Pedersen generalforsamlingen i gang. Tut Sønderstrup blev vanen tro valgt som ordstyrer, og formanden berettede om årets gang i foreningen.
Kasserer Tove Nielsen fremlagde et regnskab, der viste, at foreningens største indtægt er kontingenterne efterfulgt af vaffelsalget, som foreningen er berømt for i Løgstør ved mange lejligheder. Regnskabet viste et lille minus på 562,25 kroner. Tallet er dog noget misvisende, idet foreningen i 2018 har købt billetter for 11.000 kroner til forestillingen "Mød mig i Cassiopeia" på Aalborg Teater den 9. maj. Da billetterne først bliver solgt her i 2019, kommer indtægten først til at fremgå af næste års regnskab.
Bente Jacobsen og Lisette Bundgaard Jensen blev begge genvalgt til en ny tørn i bestyrelsen, og det samme gjorde suppleanterne Anny Madsen og Anny Jensen. Den øvrige bestyrelse består af Vivian H. Pedersen, Tove Nielsen og Hanne Hansen.
Efter generalforsamlingen vovede Jørn Overgaard sig ind til alle kvinderne for at levere musik til den middag, som foreningen var vært ved for de fremmødte medlemmer.