Søndag den 2. oktober fejres den nationale fortidsmindedag for første gang i Danmark.
Vesthimmerlands Museum har i denne forbindelse sat fokus på tre spændende lokaliteter, som hver især fortæller en del af danmarkshistorien. Først på dagen kan du komme med arkæolog og naturvejleder Louise Villadsen på tur gennem de himmerlandske heder til fundstedet for det smukkeste stenalderkar - Skarpsallingkarret, som de fleste nok kender fra 50-kronesedlen?
Louise suser herefter 3000 år frem i tiden til den 2000 år gamle jernalderlandsby i Østerbølle, hvor arkæologen inviterer ind i de gamle hustomter med fortællinger om det liv, bønderne levede på godt og ondt i det vestlige Himmerland.
I Ertebølle fortæller Steen Dueholm om livet i stenalder, mens han guider ad den sceniske rute til den berømte Ertebølle Køkkenmødding.