Omkring 250 mennesker var mødt frem til generalforsamlingen i Løgstør Kabel-TV i aftes, hvor et salg af foreningens aktiviteter og nedlæggelse af foreningen var det store trækplaster.
Af Jacob Dalgaard
Et flertal i bestyrelsen har længe argumenteret for at acceptere et tilbud fra Stofa, der gerne vil købe foreningens antenneanlæg og overtage kunderne. Også på generalforsamlingen i aftes i Lanternen havde bestyrelsesmedlemmer fundet argumenterne frem for et salg. Fra bestyrelsen var det kun Tom Larsen, der ønskede at bevare selvstændigheden.
Generalforsamlingens dirigent, Mogens Kjær, kom på ekstra arbejde, da generalforsamlingen trak ud indtil klokken 23 med flere afstemninger undervejs. Afstemningerne gik ikke bestyrelsesflertallets vej. Med et overvældende flertal på 167 mod 54 blev det afgjort, at medlemmerne ikke bakkede op om et salg.
Afgørelsen smittede også af på det efterfølgende bestyrelsesvalg, hvor formanden gennem 33 år, Bjarne Mæng Pedersen, ikke opnåede genvalg til bestyrelsen. Han blev derimod suppleant sammen med Lars Madsen. Til gengæld var der genvalg til Tom Larsen, mens Lars Heine Andersen og Kenneth Kajberg blev nyvalgt til bestyrelsen.