2021 fortsætter, hvor 2020 slap. Det får nu arrangørerne bag forårsmessen i Lanternen til at udskyde messen til en efterårsmesse i oktober.
Udsigterne de kommende måneder ser ikke for gode ud i forhold til at gennemføre en forårsmesse med mere end 1.000 besøgende.
- Den aktuelle situation med smittespredning, forsamlingsforbud og begrænsninger i den sociale aktivitet er meget alvorlig. Vi tror simpelthen ikke på at situationen forbedres tilstrækkelig til at vi kan genneføre "Forår i Lanternen" i slutningen af marts måned, udtaler Dorte Svenningsen, Kultur- & Idrætscenter Lanternen og Brian Otte, Messecenter Vesthimmerland i forening.
Derfor har styregruppen besluttet at udsætte messen til efteråret 2021. Vi vil gennemføre messen med et efterårs/juletema og messen kommer i stedet til at hedde EFTERÅR I LANTERNEN. Den nye dato bliver weekenden d. 30. – 31. oktober 2021. Messen i efteråret gennemføres med samme setup og opstilling, som vi har planlagt på forårsmessen.
- Vi håber at alle vores udstillere bakker op om vores beslutning og deltager på EFTERÅR I LANTERNEN med samme stand, som der var planlagt her i foråret. Kultur- og Idrætscenter Lanternen og Messecenter Vesthimmerland er meget kede af, at vi er nødsaget til at udsætte vores forårsmesse. Såfremt vi havde valgt at gennemføre messen i weekenden d. 20–21/3 2021, er vi helt sikker på at messen ville blive en fiasko, både for udstillere, gæster og arrangører. Derfor er det vores helt klare overbevisning, at vi med en udsættelse til efteråret 2021, får mulighed for at afvikle en messe, der kan blive en succes for alle parter, slutter Dorte Svenningsen.