Lanternens samarbejde med Messecenter Vesthimmerland har båret frugt.
Af Jacob Dalgaard
Torsdag aften blev der afholdt generalforsamling i Kultur- og Idrætscenter Lanternen. I sin egenskab af formand aflagde Benny Hansen årsberetning på vegne af bestyrelsen, hvor han opsummerede nogle af de mange aktiviteter, der efterhånden er kommet til i det snart to år gamle center.
Revisor Jesper Vingborg fremlagde regnskabet, som viste et overskud på 12.000 kroner. Jesper Vingborg roste bestyrelsen for at have godt styr på økonomien i en vanskelig opstartsfase.
På generalforsamlingen blev der naturligt også kigget på 2017, og Benny Hansen kunne med glæde fortælle de 14 fremmødte, at forårsmessen i marts, som blev stablet på benene med Messecenter Vesthimmerland som entreprenør, ender ud med et overskud på cirka 90.000 kroner plus moms.
"Det kommende år bliver også meget spændende, da vi starter på at bygge etape 2 med et stort og moderne fitnesscenter og 2 nye supermoderne biografsale og medieværksted. Så vi vil i den forbindelse byde meget velkommen til Løgstør BIO’s venner som bruger.
De har kæmpet for deres nye biograf i flere år og nu lykkes det," sagde Benny Hansen og tilføjede:
"Ligeledes er sammenlægningen af Løgstør Gymnastikforening og Løgstør Fitness til Løgstør Gym & Fit blevet en realitet, og de får nu de forhold, de har fortjent og mangler til deres store medlemsskare."
Jo flere aktiviteter, der kommer til Lanternen, jo bedre bliver centerets økonomi. Nu venter bestyrelsen især på at få fodboldbanerne flyttet op til Lanternen, så centeret kan udnyttes fuldt ud året rundt. Det er en anlægsinvestering, der er anslået til mellem 8 og 10 millioner kroner, og de penge er ikke fundet endnu.
På generalforsamlingen var der genvalg til Anita Johansen og Allan Nielsen til bestyrelsen, som herudover består af Benny Hansen, Johanne Jensen, Susanne Nielsen og Johnny Laustsen.
På næste søndag - den 7. maj - indvier Lanternen nogle af de nye udendørs aktiviteter med et åbnt hus. Se annoncen herunder.