Den 22. februar går fire lokale boksere i ringen i Lanternen. Det er første gang i årtier, at der afholdes boksestævne i Løgstør.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
Tobias Haldrup, Benjamin Behnke Frandsen, Nicklas Toft og Niclas Bech Jensen. Disse fire unge, lokale boksere kommer fredag den 22. februar til at bokse for deres hjemmepublikum i Løgstør, og det er første gang, det sker.
De fire boksere er medlem af Løgstør Bokseklub, som ikke selv har faciliteterne til at afholde stævner. Men det rådes der bod på i vinterferien, hvor klubben har lånt en rigtig boksering fra naboklubben Orion i Fjerritslev. Løgstør Bokseklub råder over en ring, der kun er godkendt til træning.
Boksetræner Bone Frandsen har selv været aktiv bokser. Han husker ikke præcist, hvornår der sidst har været afholdt boksestævne i Løgstør, men det ligger omkring 30 år tilbage, siger han. Det er altså længe før de nuværende boksetalenter blev født.
Stævnet afholdes i Lanternen foran den faste tribune, hvor der opstilles stole omkring bokseringens øvrige tre sider. Der bliver opkrævet 50 kroner i entré til de 12 kampe, som skal bokses. Udover de fire lokale boksere kommer der boksere fra Fjerritslev og andre nordjyske klubber.