Tekst & foto: Per Lyngby
Statsministeren har selv nævnt, at hun har en søn, som brænder efter at komme til at spille fodbold med vennerne. Noget som har været stort set umuligt i foreningsregi gennem de sidste 2 måneder.
Med den gradvise genåbning af samfundet, bliver der også åbnet en lille mulighed for, at fodboldspillerne igen kan komme i gang med at træne på klubbernes baner.
DBU har udarbejdet retningslinjer, som er sat op på plakater rundt om på anlæggene, og klubberne har oplyst spillere, trænere og forældre om, de vilkår, som der kan trænes under. Der kan således maksimalt være 10 samlet til en træning - inklusive trænere, bolden må ikke røres med hænder, hoved eller bryst, og spillerne skal under øvelserne holde afstand til hinanden. En målmand, som ikke kan bruge hænder, er der ikke meget ved, så her gælder særlige regler, nemlig at målmanden skal bruge egne handsker, som skal være vasket, inden træningen går i gang.
Der er ikke åbent for omklædning, så spillerne skal møde omklædt og forlade stadionområdet umiddelbart, når træningen er slut.
Lokaltindblik var tirsdag eftermiddag forbi kunstgræsbanen i Farsø, hvor 2 små grupper havde fordelt sig på hver sin banehalvdel og sat gang i træningen. Ganske vist med begrænsninger, men som en træner sagde, det er bedre end ingenting.
Og mon ikke mange danske fodbolddrenge- og piger, inklusive Mette Frederiksens søn, er af samme opfattelse?