Lokaltindblik.dk har kigget nærmere på de personlige stemmer ved gårsdagens valg, og det kommer der nogle pudseløjerlige ting ud af.
Peter B. Harbo fra Venstre fik 145 stemmer og Niels Krebs Hansen fra Det Konservative Folkeparti fik 150 stemmer. De kom begge ind i det nye byråd. Søren Virenfeldt fra VestHimmerlandsListen fik flere stemmer end de to til sammen; nemlig 315, men han kom ikke ind.
Også socialdemokraterne Thomas Jensen og Mikael Toft fik med henholdsvis 200 og 206 stemmer flere end de to førstnævnte, og Søren Dolmer fra Det Radikale Venstre fik hele 232 stemmer. Men heller ikke de kom ind.
Valgsystemet er sådan indrettet, at det er det samlede antal stemmer på et parti eller liste, der afgør antallet af mandater. Når Knud Kristensen alene henter 3.345 stemmer og Per Bach Laursen 1.563 stemmer er de med til at hjælpe nogle af de kandidater, der ikke har fået så mange stemmer med ind i byrådet.
Det samme gør sig gældende hos SF, hvor Niels Heebøll (billedet) med kun 126 personlige stemmer sidder på byrådets tyndeste mandat. Han blev genvalgt takket være sin spidskandidat Theresa Berg Andersens personlige kanonvalg med 1250 stemmer.
Allerfærrest stemmer ved valget fik Carl Agner Pedersen fra Kommunisterne. Han måtte nøjes med tre personlige stemmer.