Tiden er løbet fra de traditionelle turistforeninger, mener man i Farsø.
Tekst og foto: Per Lyngby
Når der den 30. marts er generalforsamling i VisitFarsø, som er den moderne udgave af Farsø Turistforening, kan det meget vel blive den sidste af slagsen. Og den kommer formentlig til at foregå online medmindre der lempes i de gældende coronarestriktioner.
Foreningen er nemlig truet af opløsning.
I indkaldelsen til generalforsamlingen, som denne gang er sendt direkte til medlemmerne i stedet for via annoncering, redegør formand Per B. Frederiksen for situationen, hvor kun et enkelt medlem af den siddende bestyrelse er rede til at modtage genvalg.
Findes der ikke afløsere til de øvrige bestyrelsesposter, vil generalforsamlingen i stedet skulle tage stilling til at opløse foreningen, ud fra en række begrundelser, som også er beskrevet i mødeindkaldelsen.
Formanden for Visit Farsø, Per B. Frederiksen, mener, at det nye Destination Himmerland er kommet godt og effektivt i gang og har oprettet mange partnerskabsaftaler med turistaktører i 9640 Farsø. VisitFarsø må som konsekvens heraf og yderligere p.g.a. Covid-19 forvente et faldende medlemstal og dermed en forringet økonomi, hedder det blandt andet.
VisitFarsø’s eneste aktivitet er i øjeblikket at sørge for fyldte brochurehylder på Info-centret i Rådhuscentret og i Info-Hytten i Hvalpsund samt hjælpe med aflønning af 2 hverdagsvagter i Hvalpsund.
“Disse aktiviteter stopper naturligvis, hvis VisitFarsø nedlægges, og om man så lokalt vil finde en løsning, ved jeg ikke. Det vil i givet fald betyde, at man selv skal ud og skaffe brochurer og lignende. Vi må erkende, at den digitale formidling tager mere mere over, selv om jeg da personligt godt kan lide de fysiske brochurer, f.eks. med vandrekort”, siger Per B. Frederiksen til Lokaltindblik.dk.
“Tiderne skifter og det samme gør turistformidling, og de gamle turistforeninger fra før kommunesammenlægningen kan ikke mere alene løfte opgaverne på professionel vis med rette kvalitet og eksponering og på frivillig basis. Den opgave er Destination Himmerland skabt til at tage sig af med kommunalpolitisk opbakning fra Vesthimmerland og Mariagerfjord”, slutter Per Frederiksen, som i øvrigt også sidder i Destination Himmerlands bestyrelse, hvor han er næstformand.