Aars Boligforening havde i går inviteret håndværksfirmaer og andre samarbejdspartnere til at overvære det første spadestik, som markerede begyndelsen på byggeriet af lejlighedskomplekset Falcken i Løgstør.
Det er første gang, Aars Boligforening bygger i Løgstør. Men står det til formand Niels Krogh Madsen er det ikke sidste gang. Gårsdagens spadestik er startskuddet på første etape på 18 lejligheder på den grund, hvor der tidligere lå en falckstation og senere Restaurant Hjelmen. Men formanden håber, at boligforeningen på et senere tidspunkt kan igangsætte en etape 2 med omkring 24 lejligheder på nabogrunden.
"Vil man have tilflyttere, skal man sørge for, at der er noget godt til dem at bo i," sagde Niels Krogh Madsen i den bidende kulde.
Formanden ser særdeles positive udsigter for Falcken. Interessen har været enorm med 50 interesserede på venteliste til de 18 lejligheder. Indtil videre er der skrevet kontrakt med 6 kommende lejere, der flytter til Løgstør fra blandt andet Sæby, Aalborg, Hobro og Fjerritslev. Der er såmænd en på Falckens venteliste, som kommer helt fra Luxemburg.
Gravearbejdet med den blanke spade, der bliver fundet frem, hver gang Aars Boligforening påbegynder et nyt byggeri, blev givet til arkitekt Poul Bro fra arkitektfirmaet Niels Krogh Madsen A/S. Han tog det første spadestik, hvorefter Poul Erik Henriksen fra Murerfrmaet Henriksen & Madsen tog det næste. Firmaet er byggeriets hovedentreprenør.
Det tredie og sidste stik, inden maskinerne tager over, tog kommunaldirektør Mogens Kristensen, der i flere år har haft Falcken på sit skrivebord. Først som en plan udarbejdet af Løgstør Boligforening. Senere blev projektet overtaget af Aars Boligforening, der efter adskillige tilretninger endelig fik grønt lys til byggeriet, der er budgetteret til 30 millioner kroner og skal stå færdigt om et år.