Søndag d. 22. september 2019 - �rgang 14
Dr. Ravi N. Margasahayam. Fotograf: Mette Holst Larsen

Fællestime med NASA-ambassadør om innovation

11-09-2019

Der var fart over feltet, da tidligere chefingeniør og nu rejsende ’ambassadør’ for den amerikanske rumfartsorganisation NASA, Dr. Ravi N. Margasahayam, tirsdag besøgte Vesthimmerlands Gymnasium og HF

De mange slides føg hen over storskærmen i Vesthimmerlandshallen, hvor fællestimen blev afholdt, garneret med flotte videoer fra NASA’s missioner i rummet. Det var nok især de sidste, der fangede elevernes opmærksomhed, mens de mere teoretiske udredninger på engelsk måske fløj hen over hovederne på nogle.

Essensen i foredraget, der havde overskriften ”Trædesten for innovation”, var dog klar nok: Mislykkede forsøg er baggrunden for fremskridt og innovation, idet fejl bliver til feedback. Succesfulde tests er derimod ikke bemærkelsesværdige. Som eksempel på en mislykket tur i rummet, gav han Apollo 13, der skulle have været den tredje månelanding, men som i stedet, efter en eksplosion i servicemodulet, blev til en nervepirrende tur tilbage til jorden for mandskabet. Men netop det gjorde det til en succesfyldt fiasko, som man kunne lære af.

Frygt for at fejle, frygt for det ukendte, og frygt for at noget skal gå galt vil altid være der, men ved at løbe en risiko har NASA netop skabt en kreativ og innovativ kultur, som kan overføres til andre livsområder. Her sammenlignede han f.eks. med en ishockeykamp: I denne sport drejer det sig ikke om at fastslå, hvor pucken er, men at se, hvor den er på vej hen. Innovation skelner mellem ledere og følgere, sagde Ravi, som han populært kaldes. Og NASA er ifølge ham en global leder i udforskningen af rummet.

Selv om de fleste af eksemplerne til at underbygge teorien om, hvad der fremmer den innovative proces, var hentet fra rumforskningen, så indeholdt Ravis foredrag dog også henvisninger til Michelangelo, David, Beethoven og Einstein. Og hvis NASA-ambassadørens smittende engagement ikke nødvendigvis har fået eleverne til at satse på at komme ind på NASA John F. Kennedy Space Center i Florida, så kunne mange af hans pointer om hele tiden at stille nye spørgsmål, lære af sin fejl og vise udholdenhed snildt overføres til tilhørernes fremtidige karriere. Ikke mindst hans teorier om samarbejde og kollektiv intelligens. Samtidig fik de et spændende kik ind i fremtidens udfordringer i rummet.

Foredraget var kommet i stand på initiativ af Ungdommens Naturvidenskabelige Forening i Aalborg.
 

Grundlagt 1. februar 2006         Redaktør: Jacob Dalgaard           Telefon: 3012 6000             info@lokaltindblik.dk 

Weltklasse!