Bestyrelsen for Erhverv Væksthimmerland har valgt at ophæve samarbejdet med erhvervschef Dan Skovgaard.
Dan Skovgaard har været ansat som erhvervschef i Erhverv Væksthimmerland i 7 år, men efter en fælles forståelse, ophører samarbejdet med øjeblikkelig virkning, oplyser formand for Erhverv Væksthimmerland, Albert Veggerby Andersen, i en pressemeddelelse.
De lokale erhvervsforeninger i Aars, Løgstør og Farsø er i gang med en sammenlægning, der medfører, at Vesthimmerlands Kommune fremover får én samlet erhvervsforening for hele kommunen. I forbindelse med denne sammenlægning af de lokale erhvervsforeninger, der bliver lagt ind under
Erhverv Væksthimmerland, har bestyrelsen besluttet, at man ønsker en ny profil i spidsen for erhvervsorganisationen fremover.
- Dan Skovgaard har ydet en stor indsats for Erhverv Væksthimmerland, for vores mange virksomheder og for Vesthimmerlands Kommune i de 7 år, han har været ansat som erhvervschef. Det vil vi gerne takke ham for, ligesom jeg gerne vil ønske ham alt mulig held og lykke fremover, fortsætter Albert Veggerby Andersen.
- Vi har imidlertid besluttet, at der i det nye setup for Erhverv Væksthimmerland, skal en anden profil til, end den profil som Dan Skovgaard bestrider.
Bestyrelsen går straks i gang med en rekrutteringsproces, for at finde en ny erhvervschef til Erhverv Væksthimmerland. Erhvervskonsulent Kirsten Heisz er udnævnt til konstitueret erhvervschef, indtil den nye erhvervschef er ansat.
- Det er naturligvis med et stort vemod, at jeg tager afsked med Erhverv Væksthimmerland, medarbejderne, vores samarbejdspartnere og de mange virksomheder i kommunen, som jeg har haft en tæt kontakt med i de mange år. Jeg vil bruge den kommende tid til at overveje fremtiden, siger Dan Skovgaard.
- Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige tusind tak til alle medarbejdere, samarbejdspartnere og de mange kontakter i kommunens virksomheder, som jeg har haft et fantastisk samarbejde med igennem de 7 år i Vesthimmerland, slutter Dan Skovgaard.