I den forløbne vinter har Enhedslisten dannet en selvstændig afdeling i Vesthimmerland - det skete ved en stiftende generalforsamling den 18. marts, og nu er de klar med en spidskandidat til kommunalvalget den 16. november. I den forløbne vinter har Enhedslisten dannet en selvstændig afdeling i Vesthimmerland - det skete ved en stiftende generalforsamling den 18. marts, og nu er de klar med en spidskandidat til kommunalvalget den 16. november.
Det er den 48-årige Annemette Bach, bosiddende i Ranum, hvor hun er lærer på efterskolen. Med opstillingen af Enhedslisten håber hun på, at der kommer større politisk mangfoldighed i Vesthimmerland. Bag hende står et bredt sammensat og engageret team fra hele kommunen.
Enhedslistens mål er at bidrage til en positiv udvikling i kommunen indenfor:
- Sundheds- og socialområdet,
- Skoler og uddannelse og
- Miljø – her tænkes både på nærmiljøet og de store miljø- og klimaspørgsmål.
De små lokalsamfund skal styrkes, så flere igen får en realistisk mulighed for at leve og arbejde på landet og i småbyerne. Den lokale folkeskole spiller en central rolle ikke kun som det sted, vore børn får deres grundlæggende uddannelse, men også som det nære samfunds naturlige samlingspunkt – derfor skal den både styrkes og udvikles, skriver Enhedslisten i en pressemeddelelse.
”Jeg synes desværre, at der er alt for meget fokus på, hvad folkeskoler og især de små skoler ikke kan. Der er ingen tvivl om, at de år, som jeg gik i en klasse på 9 på, hvad der dengang hed, Vilsted-Vindblæs skole, har været utrolig vigtig i min demokratiske dannelse og forståelse af andre mennesker. Det samme oplever jeg med mine børn, hvor den ene stadig går på Ranum Skole, hvor personalet hver dag skaber rammerne om et engagerende og nærværende børneliv”, fortæller Annemette Bach, der bliver spidskandidat for Enhedslisten Vesthimmerland.
”Det gælder jo for børn, som for alle andre, at det er vigtigt at blive set. Desværre er der blev meget mindre tid til at se den enkelte borger, som et menneske. Minuttyranni, detaljestyring og kontrol ødelægger arbejdsglæden for medarbejderne og borgerservicen. Det gælder inden for sundheds- og plejesektoren såvel som inden for uddannelse og børnepasning. Velfærd skal tage udgangspunkt i mennesket ikke i et regneark. For os i Enhedslisten er den vigtigste investering mennesker.”
Tillid og inddragelse er nøgleord i enhedslisten. Lokalbefolkningen skal have muligheder og inddrages, også når der skal opføres vindmølle- og solcelleanlæg – det skal der selvfølgelig, men det nytter ikke, at fremmede investorer scorer gevinster på dette område samtidig med, at vore boliger bliver usælgelige.
Miljøhensyn skal veje væsentligt tungere i de kommunale aktiviteter. Eksempelvis bør nybyggeri i kommunalt regi være energineutralt – det kan lyde dyrt, men vil generelt være det billigste i længden og samtidig vise en kommune, der har viljen til at gå foran og tænke langsigtet.
”Det er vigtigt, at vi begynder at forstå, at miljø- og klimatiltag ikke er en udgift, men en investering – og jo før vi begynder at investere, jo før høster vi gevinsten, både den økonomiske og den miljømæssige”, siger Annemette Bach.
"Miljø handler også om at bevare den natur, vi har i Vesthimmerland og fremme biodiversiteten yderligere. I Enhedslisten ser vi ikke en grænse mellem menneskelig aktivitet og natur – målet er at få de to ting til at spille sammen, så vi finder en balance, hvor vi kan leve med og af naturen på ubestemt tid. Det er, hvad bæredygtighed er for os," slutter Annemette Bach.