Tekst og foto: Jacob Dalgaard
Grete Frederiksen har boet på sin idylliske landejendom i Engelstrup mellem Vindblæs og Vilsted siden 1971. I alle de 45 år har hun dyrket sin passion for at opkøbe smukke ting og sager. Derfor er den ene længe på den firlængede gård nu fyldt helt op med alt fra kongeligt porcelæn og fine glas til skindtasker, malerier og mange andre ting.
Blandt de mange effekter i den Blå Stald, som hun har døbt sin samling, vil der utvivlsomt være værdifulde ting, som dygtige loppejægere kan spotte som et røverkøb. Hele molevitten skal nemlig sælges ud nu, for den 84-årige Grete Frederiksen vil have tømt stalden.
Derfor har den stadigt friske dame indledt et ophørsudsalg. Alle er velkomne til at kigge forbi, siger hun. Det gælder både opkøbere, som kunne have lyst til at købe hele samlingen, og nysgerrige, der måske bare vil "ose" lidt og opleve staldens indhold.
"Og man er velkommen til at ta' kaffekurven med, som kan nydes i haven," siger Grete Frederiksen gæstfrit.
Der er ikke sat pris på de mange effekter. Kunderne kan byde, og så skulle det nok være muligt at få gjort en handel til alles tilfredshed, siger Grete Frederiksen.
Den Blå Stald holder åbent hver torsdag, fredag og søndag fra kl. 13-16 på Vilstedvej 177.