En ganske almindelig dag efter højsæsonen ankom Sydney Alison Bergen til VisitVesthimmerland med stor oppakning. Efter at have vandret på Hærvejen fra Hirtshals besøgte hun VisitVesthimmerland. Her søgte hun information om overnatning langs Ertebølle-ruten langs
Himmerlands Vestkyst.
Sydney, som har danske rødder, er rejst til Danmark for at opleve den danske kultur, landskab og se, hvor hendes danske aner kommer fra med sin vandrerygsæk - og uden planer overhovedet. Som hun fortæller:
“Jeg foretrækker at rejse på denne måde - herved oplever man kulturen allerbedst og man møder lokalbefolkningen på en helt anden måde”.
En af Sydneys bedste oplevelser var f.eks. konceptet bag de danske vejboder, hvor man smider nogle kontanter i en bøtte og tager sine varer - eller at opleve den tillid, som mange overnatningssteder i Danmark udviser - nemlig at efterlade en nøgle til gæsten, hvis gæsten
kommer efter åbningstid.
“Jeg synes, det var vidunderligt, at folk har disse vejboder med friske grøntsager og honning, som man kan købe ved at efterlade penge i en bøtte - der er meget tillid i Danmark. Et af mine overnatningssteder efterlod endda en nøgle ved informationen, fordi jeg ankom efter åbningstid - og jeg havde endda ikke betalt for opholdet!”, siger Sydney Bergen.
“ At Hærvejen og Ertebølle-ruten kan lokke amerikanske turister til Danmark eller nærmere Vesthimmerland, er meget interessant ”, udtaler turistdirektør Jimmi Stæhr-Petersen og fortsætter:
“Det beviser, at vi har noget unikt at tilbyde turister, der også kommer langvejs fra - og vi kan slå på den danske hygge, sikkerhed og tillid til hinanden. ”Netop de lokale oplevelser går godt i spænd med det nuværende projekt; Meet The Locals, da turister - både fra ind- og udland
efterspørger de lokale og nære oplevelser.
VisitVesthimmerland samarbejder på nuværende tidspunkt sammen med andre destinationer på at tiltrække turister fra nye og fjerne markeder, såsom USA og Kina. Begge - to interessante markeder.