Benny Andersen var en af vores mest folkekære forfattere. Og Søren Kierkegaard var vores største filosof. Folkeuniversitetet i Vesthimmerland sætter fokus på dem begge – og hvad de har tilfælles – i Festsalen på Ranum Efterskole torsdag den 27. oktober.
Alle børn kender Benny Andersen fra Snøvsen-bøgerne, og hans digte og sange er alle voksne klar til at læse og især synge med på.
Bag alt det fornøjelige hos Andersen ligger der dog en menneskeopfattelse, der er dybt inspireret af Kierkegaard, og som kan opfattes som en opsang til os alle om at vælge os selv som etisk-ansvarlige mennesker i et kærligt og nærværende forhold til vores medmennesker.
Det er cand. theol og efterskolelærer Søren Long Erdmann Frantzen, der kæder de to store danskere sammen på Ranum Efterskole – og foredraget krydres naturligvis med fællessang med nogle af Benny Andersens sange fra Højskolesangbogen. Foredraget begynder kl. 19.00, og det koster 90 kr. at deltage.