I denne uge har undervisningen på Toppedalskolen været meget anderledes end normal. Undervisningsmaterialet og det ellers normale skoleskema har været byttet ud med værkstedundervisning, hvor skolens profilgrundlag og været har været det fælles omdrejningspunkt.
Indskolingen har arbejdet i tre værksteder, som alle elever har besøgt på skift. Et af værkstederne var Alene i Vildmarken, som udfoldede sig på Skovbakken i Vindblæs. Her arbejdede eleverne med værdierne samarbejde og læring. Der blev samarbejdet om at bygge huler og lavet bål, hvor eleverne bagte pandekager, som de spiste med fornøjelse.
Akrobatik var et andet værksted, som foregik i Multicentret. Her arbejdede eleverne med værdierne samarbejde, tillid og respekt. Der blev lavet samarbejdsøvelser og akrobatik. Desuden blev der lavet pitabrød, et sundt måltid til samtlige elever, hvor man hyggede sig. I dette værksted sluttede man af med mindfullness med rygmassage og afslapning.
På værkstedet Film og drama arbejdede eleverne med værdierne arbejdsglæde og gensidig respekt. Eleverne arbejde med kreationer af små film og små dramastykker omhandlende vores værdier i børnehøjde.
Elever reparerede skolens busskur
På mellemtrin- og udskolingen på Brøndumvej havde eleverne fra 4 til 8. klasse på forhånd ønsket værksteder, som de skulle arbejde på i tre dage. På de tre værksteder var alle skolens værdier i spil. På værkstedet Scenen er din blev der sunget og lavet skuespil. Det hele mundede ud i en forestilling til skolefesten, som fandt sted torsdag aften.
På palleværkstedet blev der arbejdet med fremstilling af forskellige pallemøbler, blomsterkasser mm. Alt noget, som kunne danne ramme om det gode læringsmiljø. En gruppe drenge med hænderne godt skruet på, øjnede lejligheden til at reparere skolens busskur, som trængte til en kærlig hånd.
På værkstedet Topper’n, som var skolens reportagehold, blev der arbejdet med journalistik. Der blev lavet interviews, film og skrevet artikler, som dagligt kunne læses og ses på skolens nyhedsvæg. Topper’n dækkede alle nyheder på såvel Brøndumvej som i Vindblæs. 9. klasse brugte tiden på fagdage i forhold til forårets forestående prøver.
Sluttede af med skolefest
Emnedagene sluttede af med årets skolefest, hvor ca 400 børn, forældre og personale festede med god mad og sjove aktiviteter. Hver klasse havde forberedt en bod/aktivitet samt teater. Skolens børnehave havde forberedt en fiskedam, hvor børnene kunne fiske skønne gaver, med genbrugslegetøj. Der var også dåsekast, gysergrotte, diskotek, skak, neaf gun skydning, ski-ræs og flødebollemaskine.