Morten Mejdahl og Knud Kristensen tog en ny omgang i manegen om kommunens økonomiske dispositioner, da en udskiftning af 2500 gadelygter i går blev vedtaget.
Morten Mejdahl og Knud Kristensen tog en ny omgang i manegen om kommunens økonomiske dispositioner, da en udskiftning af 2500 gadelygter i går blev vedtaget.
Der er ingen tvivl om, at den konservative borgmester og Venstremanden Morten Mejdahl er hinandens modsætninger, når det kommer til kommunens økonomi. Det kommer til udtryk ved de fleste byrådsmøder.
I går var ingen undtagelse, da byrådet vedtog at skifte de sidste 2500 gadelygter i Vesthimmerland til LED-lys. I forvejen har kommunen siden 2014 udskiftet 8000 lamper til denne billigere belysning. Det vil koste 6,5 millioner kroner at udskifte de resterende 2500 lamper, og beregninger viser, at den investering vil være tjent hjem på 8,5 år.
Økonomiudvalget valgte den 4. oktober, at finansiere investeringen med et 25 årigt lån.
- Det er fornuftigt at spare energi og penge. Men jeg vil godt stille spørgsmål til finansieringen. Kunne man ikke tage et 10-årigt lån, så man var færdig med at afdrage på lånet, inden man skulle til at vedligeholde på lamperne? Har i det tænkt på det i Økonomiudvalget, spurgte Morten Mejdahl henvendt til Knud Kristensen.
Borgmesteren kunne til det konstatere, at et 10-årigt lån ikke havde været drøftet.
- Det kunne jo også være, at der om 20 år kom noget, som var endnu smartere, hvor vi så tager et nyt lån. Så skal vi både afdrage på det gamle og det nye lån, forsøgte Morten Mejdahl sig.
Men hans synspunkt vandt ikke gehør hos borgmesteren.
- Morten Mejdahl, det forholder sig anderledes med kommunale lån, end hvis man låner privat.
Derved blev det besluttet at udskifte de sidste gadelamper til LED hurtigst muligt.