I sidste uge var det almindelige skoleskema suspenderet til fordel for en dramauge på Vester Hornum skole.
Alle eleverne var inddelt på 10 hold på tværs af klassetrin, og hvert hold havde til opgave at finde typiske ting fra forskellige tidsperioder. Holdene omsatte så de valgte ting til små dramaindslag med sang, dans og ikke mindst mange forskellige rekvisitter.
Perioderne, der blev arbejdet med, var bl.a. stenalderen, 40’erne, 60’erne, 70’erne, fremtiden og en hel del flere.
Ét af holdene havde til opgave at indøve forskellige musiknumre, som kunne ledsage de forskellige dramaholds optræden. De forskellige indslag blev desuden understøttet af videoklip, som blev vist på storskærm samtidig med forestillingen på scenen.
Ugens anstrengelser mundede så ud i en fælles forestilling under titlen ”En tidsrejse – fra stenalder til fremtid”. Alle skolens elever optrådte på de skrå brædder i Vester Hornum Hallen ved den traditionsrige skolefest fredag aften, hvor et stort publikum bestående af forældre, bedsteforældre m.fl. tog rigtig godt imod resultatet af ugens anstrengelser.
Efter dramaopførelsen fortsatte skolefesten på Vester Hornum skole, som til lejligheden var indrettet med mange fantasifulde aktivitetsboder og diskotek. Støtteforeningen for Vester Hornum skole sørgede for traktement til både børn og voksne. En uges anderledes skolegang med tilhørende skolefest sluttede således med stor tilfredshed både blandt børn og voksne.