Destination Himmerland afholdt tirsdag den 11. januar bestyrelsesmøde, hvor den nye bestyrelse blev konstitueret.
Der blev budt velkommen til to nye medlemmer; Jane Andersen, hotelchef på HimmerLand og Bendt Egede Andersen, skovrider ved Naturstyrelsen Himmerland.
Jane Andersen har fingeren på pulsen gennem sit arbejde som hotelchef på Himmerlands største golfresort og ved, hvad der rører sig inden for hotel-, og eventbranchen. Bendt Egede Andersen er naturens mand og dækker Himmerland fra øst til vest, hvorfor det især vil være destinationens naturoplevelser, der vil være Bendts spidskompetence.
På bestyrelsesmødet var der enighed om at Peter Hansen fortsat er bestyrelsesformand, mens Jane Andersen blev valgt som næstformand.
Bestyrelsen følger den kommunale valgperiode, hvilket betyder, at medlemmerne sidder i Destination Himmerlands bestyrelse de næste fire år.
Den nye bestyrelse består af:
Peter Hansen - Hotel Amerika (bestyrelsesformand), Jane Andersen - HimmerLand (næstformand), Mogens Jespersen - Mariagerfjord Kommune, Per Bach Laursen - Vesthimmerlands Kommune, Casper Hestbech - Mariager Saltcenter, Kent Lodberg - Landal Rønbjerg og Bo Gregersen - Lille Vildmosecentret, Bendt Egede Andersen - Naturstyrelsen Himmerland.
Ansøgningsproces udskudt
Ansøgningsprocessen til en ny turistdirektør til Destination Himmerland er udskudt på ubestemt tid grundet strategiske overvejelser. Dette betyder, at Katrine Burmester Thomsen fortsat vil fungere som konstitueret leder til ny turistdirektør tiltræder.