Det er i år 7. gang, at Iværksætter Væksthimmerland i samarbejde med Spar Nord uddeler prisen som årets iværksætter i Vesthimmerland.
Der bliver tirsdag d. 15. november 2022 afholdt et event i Messecenter Vesthimmerland for iværksættere, rådgivere og mentorer i samarbejde med Spar Nord og Vækstfonden. Her vil der blive serveret en let sandwich efterfulgt af oplæg fra Vækstfonden om Vækst set fra et finansielt synspunkt samt kåring af Årets Iværksætter 2022.
Det har været muligt for alle borgere og virksomheder i kommunen at indstille kandidater til prisen, og der er kommet mange gode bud i år. Det er Erhverv Væksthimmerlands bestyrelse, som har udpeget de 3 nominerede, der går videre i kampen om prisen for Årets Iværksætter 2022.
De indstillede kandidater er: Niklas Gedsted Andersen - Stålhaven, Martin Frandsen Møller - Event & Gastronomi, Gert Bøgeskov Kristensen - Skanego, Christina Haaning og Thomas Jensen - Wunderwear Aars, Anette Kold - Frk. Kold, Jonas Bak Hald og Mads Degn - Uniquebeds, Simon Spleth Sørensen - ASP PRODUKTUDVIKLING og Løgstør Handler.
Baggrunden for iværksætterprisen
”Årets iværksætter” uddeles til en lokal iværksætter, der har gjort en særlig indsats, og som har opnået gode resultater og en bæredygtig drift indenfor de første år som iværksætter.
- For at bevare et sundt og aktivt erhvervsklima i Vesthimmerlands Kommune, er det altafgørende, at vi hele tiden har iværksættere, knopskydere og ildsjæle, der er i gang med at etablere nye virksomheder og/eller vil drive virksomhed i Vesthimmerlands Kommune, udtaler erhvervskonsulent Søren Rigborg.
- Iværksætterprisen uddeles i samarbejde med Spar Nord Bank, da vi tror på, at man ved at vise succeserne frem, er med til at skabe et dynamisk miljø, hvor iværksætteriet trives, hvilket er til gavn for både kommunen og banken.
Selve prisen handler naturligvis rigtigt meget om æren og den positive opmærksomhed, der skabes omkring virksomheden og iværksætteriet i det hele taget, men der er dog også en kontant anerkendelse i form at 2.000 kr. kontant, og til et mere evigt minde et diplom til at hænge op på væggen og ikke mindst et kunstværk udført af kunstneren Jan Anker Petersen fra Alstrup.
3 nominerede kandidater konkurrerer om prisen
Blandt de 8 indstillinger med kandidater har bestyrelsen udvalgt tre kandidater, som bestyrelsen i Erhverv Væksthimmerland skal vælge imellem for at finde vinderen. De 3 nominerede i finalefeltet er: Niklas Gedsted Andersen – Stålhaven, Gert Bøgeskov Kristensen - Skanego samt Jonas Bak Hald og Mads Degn - Uniquebeds.