Det er en svær opgave for Dansk Folkehjælp at arrangere ferielejr i en coronatid.
Ligesom mange øvrige afdelinger under Dansk Folkehjælp arrangerer Vesthimmerlands afdeling igen i år et ferieophold for enlige forsørgere med børn. Selve planlægningen af opholdet i år har på grund af Covid19 været noget anderledes end hidtil, oplyser Herdis Brix, formand for Dansk Folkehjælp Vesthimmerlands afdeling.
Selve tilmeldingen til opholdet fandt sted i april på et tidspunkt, hvor der stadig var mange uafklarede retningslinjer at forholde sig til. Først da de sidste retningslinjer kom, kunne afdelingens hjælperteam starte på at sammensætte et aktivitetsprogram for deltagerne ud fra målsætningen : Alle deltagere skal have et behageligt ophold i trygge rammer.
- På trods af at der ofte er stor aldersforskel på børnene, evner vores hjælpere at sammensætte et program, der tager hensyn til både store og små. Der bliver lagt et stort arbejde i at tilgodese alle deltagerne, således at de kan drage hjem efter en uge med masser af gode ferieminder, understreger Herdis Brix.
I år afvikler Dansk Folkehjælp Vesthimmerlands afdeling sit ferieophold på Vigsø Feriecenter i Hanstholm fra den 25. juli til den 1. august. 15 enlige forsørgere og 32 børn fra Vesthimmerland kan se frem til en ferie, der er spækket med aktiviteter for både store og små.
Det står familierne frit for, om de har lyst til at deltage i aktiviteterne eller om de mere trænger til afslapning for sig selv. Erfaringerne viser dog, at når ferien er slut, er der skabt nye venskaber, og familierne tager hjem med mange gode oplevelser i bagagen, uanset om det er forældrene eller børnene. Børnene har fået nogle ferieoplevelser som de vil kunne dele med deres kammerater efter ferien ligesom forældrene har fået fornyet energi til en ofte udfordrende hverdag.
Dansk Folkehjælp på landsplan sender omkring 4000 personer på ferieophold i år. Alle ansøgninger til ferieophold bliver ligesom ansøgningerne til julehjælp verificeret af de sociale myndigheder i kommunen, således at det sikrer, at det er dem med det største behov, der får tilbuddet.
- Det er en stor udfordring at tilrettelægge en god sommerlejr. Alle børn fortjener, uanset forældrenes indkomst, nogle dejlige ferieoplevelser/ferieminder, de kan se tilbage på, når hverdagen melder sig, slutter Herdis Brix.