Ranum fejrer i disse dage byfest i perfekt sensommervejr, og i dag kiggede borgmesteren forbi for at indvie et omdiskuteret tårn.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
Madpakkehus og Babelstårn. Begge navne og sikkert mange flere har været brugt om det nye tårn, som er bygget på torvet i centrum af Ranum, men et officielt navn har det ikke fået. Det har ellers været under opførelse i måneder - ja det kan vistnok efterhånden tælles i år - og heller ikke i dag ved indvielsen blev der givet navn til tårnet, som har været meget omdiskuteret.
Men nu står det færdigt. Om det er kønt må være en individuel vurdering, men det er indiskutabelt, at det er lavet i ypperlige og bundsolide materialer. Projektet er en del af det udviklingsprojekt, der for nogle år siden blev sat i gang i Ranum med kommunale og statslige midler.
Om den lange proces sagde borgmester Per Bach Laursen, at byggeriet er blevet tilsvarende godt, og med sine to etager kan man nyde udsigten over byen.
Derefter greb han en blå saks og klippede den røde snor, mens de to lokale gutter Gustav Porsborg Holm og Johan Kristian Larsen gav moralsk opbakning.
Mange til byfest
Byfesten i Ranum startede torsdag aften med en byvandring, og fredag aften blev der holdt bymesterskab i 7-mandsfordbold.
I dag var hele byen og oplandet inviteret til gratis kaffe og rundstykker på torvet, og hovedgaden var spærret og fyldt med boder med lidt af hvert og diverse aktiviteter. Blandt andet kæphestevæddeløb. Rigtig mange mennesker var taget til byfest i det flotte sensommervejr.
Klokken 14.30 vender bilboksning tilbage. Det er på Idrætsvej ved Salling Plast. I aften er der byfestbal i Ranum Mulitikulturhus, inden byfesten i morgen rundes af med kagekonkurrence og byfestbanko.