Kirsten Moesgaard har efter intern ballade meldt sig ud af Det Konservative Folkeparti.
"Med baggrund i den konservative formand Ernst Pindstrup Sørensens udtalelser i sidste uge i dagspresse og ugeaviser har jeg besluttet at melde mig ud af Det Konservative Folkeparti."
Det meddeler Kirsten Moesgaard i en kortfattet pressemeddelelse, hvor hun også skriver, at hun vil deltage aktivt og med uformindsket styrke i de kommende opgaver i såvel byrådet som i regionsråd, hvor hun også har sæde. Den nu tidligere konservative politiker vil samarbejde konstruktivt på tværs af både partiskel og tidligere kommunegrænser, meddeler hun.
Kirsten Moesgaard har i flere måneder ikke deltaget i sin byrådsgruppes arbejde efter uenighed om parties linje overfor den kritik, der har været af borgmester Knud Kristensen, og spliden kulminerede 22. maj, da Ernst Pinstrup Sørensen i et læserbrev langede ud efter Kirsten Moesgaard og beskyldte hende for illoyalitet.
Med hendes exit er der nu to løsgængere i byrådet i Vesthimmerland. Den anden er Annette Vahlgreen, som tidligere i perioden forlod Dansk Folkeparti. Kortvarigt var hun efterfølgende medlem af Ny Borgerlige.