Der var stor opbakning til et nyt tiltag i Overlade, da 33 unge mennesker i aftes stillede op i en FIFA 2015-turnering til byfesten.
Af Jacob Dalgaard
Overlade er nået halvt gennem årets byfestprogram, inden lørdagens begivenheder går i gang. Fredagen bød på et par nye tiltag, som byens pure ungdom bakkede massivt op om.
Det lille byfesttelt var delt op på midten, og i den ene ende var der rigget an til drengehygge med FIFA 2015 turnering på playstations. 33 drenge slængede sig på skift i sækkestolene for at spille mod hinanden i knald eller fald kampe, indtil der kunne kåres en vinder.
Vinder i puljen 0. - 2. klasse blev Malthe Lapirtis. 3. - 4. klasse blev Jamie Donhue. 5. - 7. klasse blev Jonas Sneftrup.
I den anden ende af teltet var der arrangeret wellness, og det var et hit hos pigerne, der stod i lang kø for at få ansigtsbehandling, ordnet negle og sat hår.
Færre til firma- og gadefodbold
Mens FIFA-turneringen trak mange deltagere, så det i år lidt mere sløjt ud med firmafodboldturneringen. Blot 7 hold var i år tilmeldt. Til gengæld blev det til en dobbelt triumf Padkær Holstein, der havde to hold med. De to hold vandt nemlig både A og B rækken.
Det kunne ellers nok have været en fordel at lade den lokale brugs' hold vinde. Brugsen havde nemlig lovet 10 % rabat på alle varer i butikken i dag med en sejr. Det blev imidlertid kun til en 2. plads, hvilket udløser rabatter på 5 % i dag.
Fredagen bød desuden på den traditionelle grillgris i det store telt, hvor der var fyldt godt op, omend der ikke blev solgt helt så mange tallerkner som sidste år.
I dag lægges der ud med gratis morgenkaffe og rundstykker i byfestteltet fulgt op af minimesse og bagagerumssalg. I aften afholdes det store byfestbal med en lille revy og underholdning med The Powls.