Fredag aften var der vinsmagning i Overlade Friskole arrangeret af Dagli'Brugsen Overlade. Uddeler Klaus Kold fra Dagli'Brugsen Bindslev var inviteret for at guide de 25 deltagere gennem de 9 vine.
Der var 1 champagne til velkomstkomst efterfulgt af tre hvidvine. Herefter blev der serveret et tapasbord leveret af brugsens samarbejdspartner Ulstrupholm. Dernæst fulgte tre rødvine og en portvin til slut.
Klaus Kold fortalte om de forskellige lande, områder, druer og måden, vinen fremstilles på. Der var en meget hyggelig stemning og en livlig summen ved bordene. Alle havde en god aften, og deltagerne takkede mange gange for at skønt arrangement. Allerede i februar vil brugsen i Overlade afholde en ølsmagning, så man kan godt begynde at glæde sig.