Mads og Malthe Bach Laursen fra Overlade er blevet noget ved musikken. De har startet deres eget mobildiskotek.
Af Jacob Dalgaard
Mads Bach Laursen på 17 år har allerede en karriere på godt og vel 4 år som diskotekejer bag sig. Sammen med vennen Emil Jensen fra Ranum har han stået for musikken til masser af private fester, skolediskoteker og byfester med deres fælles mobildiskotek Monkeyclub.
Men natten til den 29. september i år luskede en indbrudstyv ind ad døren i maskinhuset på Lundgård i Overlade. Herinde på Mads Bach Laursens barndomshjem befandt alt grejet til mobildiskoteket sig i to trailere. Porten i maskinhuset blev åbnet indefra og væk var alt disko-grejet. Også to ATV'ere og noget værktøj forsvandt fra stedet.
Gerningsmanden tabte den ene ATV lige udenfor Overlade, men resten af tyvekosterne var væk. Det samme var de to venners firma reelt, for mobildiskoteket alene havde en værdi på omkring 60.000 kroner, og det var ikke forsikret.
Går solo med nyt diskotek
Men livet som DJ er fedt, og Mads Bach Laursen havde mod på at starte op påny med sit eget diskotek. Han søgte assistance hos storebror Malthe, der går på HHX i Aars, for at få lagt et budget.
Pludselig var der købt nyt, brugt udstyr, og Malthe var blevet en del af det nye firma med navnet Mobildiskotek Soundbound, der forrige weekend var ude til sit første job.
Malthe har fået ansvar for lys og kørsel, da Mads endnu ikke har fået kørekort. Derimod er det lillebror, der styrer knapperne - et job, som storebror godt kan være en lille smule misundelig på.
- Der er ikke ret mange piger, der er interesseret i ham, der styrer lyset, smiler Malthe og skynder sig at tilføje, at han også allerede har en kæreste.
Mads griner og erkender, at pigerne er vilde med at lege med knapperne i diskoteket, når han er ude til fest. Også han har kæreste på, men derfor kan man jo godt nyde opmærksomheden.
De to brødre har til deres virksomhed fået hjælp fra deres storebror Mathias, der har lavet en hjemmeside til Soundbound, og lillebror Magnus står for fotografering og video.
Stjålet grej fundet på Mors
Under Soundbounds job sidste fredag, ringede politiet og fortalte, at de havde fundet en del af tyvekosterne fra Lundgård den 29. september. Dagen efter kørte brødrene på politistationen i Thisted, hvor de kunne konstatere, at næsten halvdelen af det gamle mobildiskotek befandt sig.
Politiet havde fundet kosterne hos en gammel kending - en 31-årig mand på Mors, der hævdede, at han havde købt grejet af tredjemand. Der kan derfor gå flere måneder, før tyvekosterne kommer tilbage til ejermændene, da sagen skal efterforskes yderligere.
Opgaver et år frem
Spørger man ind til ambitionen med det nye firma, svæver svaret lidt i vinden. En egentlig forretningplan ligger ikke i skuffen.
- Vi vil da gerne bygge det større, og det kunne da være ret fedt, hvis man kunne leve af det, siger Mads Bach Laursen. Han satser imidlertid ikke alt på et bræt. Til januar starter han på en uddannelse på Tech College i Aalborg. Indtil da hjælper han til på faderens gård i Overlade.
Malthe satser på at tage på landbrugsskole med en mulig overtagelse af barndomshjemmet for øje. Men mobildiskoteket må også gerne vokse, siger han.
Kunderne venter i hvert fald derude på Soundbound. Der er allerede mange forespørgsler, og brødrene er hyret til flere jobs - også så sent som til oktober 2017. Og Mads og Malthe satser på at komme ude til festerne med fuld musik, for mobildiskoteket er blevet udstyret med GPS trackere, så det kan spores, hvis det igen skulle blive stjålet, og der er anskaffet en skibscontainer, som det hele skal låses ind i.