Borgmester Per Bach Laursen tog i dag det første spadestik til et nyt masteskur på havnen i Rønbjerg.
Af Jacob Dalgaard
25 mennesker var mødt op for at overvære starten på et nyt byggeri på Rønbjerg Havn i dag kl. 13. De måtte dog væbne sig med lidt tålmodighed, for borgmester Per Bach Laursen havde glemt alt om sin aftale. Han hastede derfor fra Tidens Kunst i Aars for at suse til Rønbjerg og gribe spaden.
Det var første gang, at han i sin egenskab af borgmester skulle tage første spadestik, og det klarede han uden at få sved på panden. Resten af byggearbejdet overlades til frivillige i Rønbjerg Sejlklub. Vesthimmerlands Kommune har til gengæld afsat 160.000 kroner til materialer.
Dermed er vejen banet for et 96 kvadratmeter stort, nyt masteskur, som opføres ved siden af det eksisterende. De to bygninger bliver identiske, og masterne i det gamle skur flyttes over i det nye. Det frigør plads i det gamle til klubbens joller, som i dag er stablet op i en lille garage.
Rønbjerg Sejlklubs formand, Lars Stoklund Pedersen, var en meget tilfreds mand ved dagens begivenhed:
– Det er første gang, vi har et byggeprojekt på den her måde. Vi har oplevet en god sagsbehandling hos Vesthimmerlands Kommune. Det er gået meget hurtigere, end vi havde troet. Vi kunne have realiseret det her allerede sidste år, hvis vi selv havde været lige så hurtige.
Rønbjerg Sejlklub har 120 voksne medlemmer og 15 juniorer.