Udstyret med lommelygter bevægede masser af børn sig i aftes rundt i Børnekulturnat 2021 i Løgstør.
I aftes var der premiere på Børnekulturnat i Løgstør. Gennem 5 timer var børn på rundtur i Løgstørs kultur, og det hele blev sat i gang på Kunsttorvet, hvor Louise Lund Grynderup på vegne af arrangør-gruppen og akkompagneret af Løgstør Street Paraders bød velkommen. Selve åbningen blev foretaget af borgmester Per Bach Laursen og viceborgmester Theresa Berg Andersen, som sendte en stor håndfuld balloner til vejrs.
I det samme begyndte det at regne, men det var kortvarigt, og børnekulturnatten kunne gennemføres nogenlunde i tørvejr og uden blæst. Alle børn fik udleveret en lommelygte, så de var klædt på til woopjagt, stompkoncert og de andre ting, der foregik udendørs - også efter at mørket havde sænket sig over byen.
På Dampskibsbroen opførte Teater Natterdag børneforestillingen "Fiskeren og hans kone", og i Skoleengen var en af aftenens virkelige populære aktiviteter, hvor børn udstyret med tuscher og skruetrækkere fik lov at dekorere en Citroën Berlingo.
På biblioteket skulle børnene løse svære gåder for at befri bibliotekaren, der var blevet låst ude af biblioteksheksen. I kirken fortalte sognepræst Lars Lyngberg-Larsen forklædt som munk røverhistorier, og udenfor kirken sluttede hele aftenen af med en stompkoncert, hvor børnene selv var udøvende kunstnere.
Efter woop-jagten rundt til aftenens aktiviteter og byens kunstværker blev der trukket en vinder af konkurrencen, og det var Emilia Andreasen.
Louise Lund Grynderup vurderer, at der har været omkring 200 børn involveret i løbet af aftenen og omkring ligeså mange forældre.
- Det er vi superglade for, når det er første gang, vi afholder det. Vi er netop blevet enige om, at det var så fedt, at vi vil gentage succesen, og så håber vi, at der vil komme lidt flere næste gang, siger Louise Lund Grynderup.