Tirsdag d. 15. oktober 2019 - �rgang 14

Bodil Jørgensen i ALFA

10-10-2019

Bodil Jørgensen er kendt for et utal af roller på både film og tv, heriblandt rollen som Molly Andersen i Badehotellet og de forskellige mere eller mindre skæve eksistenser, hun har givet liv i satireserien Rytteriet. Nu er hun aktuel i en Jørgen Ryg-cabaret, som Vesthimmerlands Teaterforening viser i ALFA i næste uge.

Jørgen Ryg begyndte som tegner og jazzmusiker, men blev kendt for sit virke som komiker og skuespiller og har spillet med i en lang række revyer på blandt andet ABC og Aveny. Han dannede i en årrække komisk makkerpar med Preben Kaas, men er også kendt for sine morsomme monologer, der fik lattertårerne til at trille.

I cabaret’en RYG har Bodil Jørgensen kastet sig over Jørgen Rygs fantastiske repertoire og tegner et sørgmuntert portræt af det moderne menneske i en tid, hvor alting skal gå så ufatteligt stærkt. RYG er spækket med monologer og sange fra ”Enlig Far” til ”Pyt” og selvfølgelig ”Hvad Skal VI Med Kvinder” – og hvordan skal det lige gå, når man som Bodil, jo er en kvinde?

Pianist Bjarne Sahl akkompagnerer og står for det musikalske arrangement, og kunstnerisk leder af Café Liva, Jakob Morild, har ageret fødselshjælper på cabaret’en.

Inden forestillingen tilbyder Aars Hotel en teatermenu med rabat for teatergæster. Menuen bestilles ved henvendelse til Aars Hotel.

Grundlagt 1. februar 2006         Redaktør: Jacob Dalgaard           Telefon: 3012 6000             info@lokaltindblik.dk 

Weltklasse!