På et møde i dag mellem biskop Henrik Stubkjær og borgmester Per Bach Laursen slog biskoppen fast, at de fire møller, der er taget ud af det kommende vindmølleprojekt i Nørrekær, ikke får lov at vende tilbage.
Af Jacob Dalgaard
Repræsentanter for Vesthimmerlands Kommune og Viborg Stift mødtes i dag på foranledning af kommunen. Mødet var sat i stand i håb om at få stiftet til at opgive sin modstand mod de fire møller, som er placeret nærmest Næsborg Kirke i det oprindelige mølleprojekt på 40 vindmøller.
Da Viborg Stift har vetoret i den slags sager, var det afgørende for kommunen at få en dialog med biskoppen.
Men borgmester Per Bach Laursen måtte tage fra mødet med uforrettet sag.
- Det var et godt møde, og der kan ikke skaffes mere viden og beslutningskraft, end det stiftet stillede med i dag. Vi havde en god dialog, men det ændrer ikke på deres synspunkt. Mens vi som kommune skal se på en helhed, skal de specifikt varetage et kulturarvssyn, (i dette tilfælde Næsborg kirke, red.) og det de gjorde godt og overbevisende, siger borgmester Per Bach Laursen.
En endelig godkendelse af Vattenfalls vindmølleprojekt skulle have været i byrådet til endelig godkendelse i september, men forsøget på at bearbejde Viborg Stift har udsat beslutningen. Hver mølle udløser årligt 15.000 kroner til lokalområdet, og derfor har kommunen en interesse i at fremme projektet i sin fulde størrelse, siger Per Bach Laursen.
Nu bliver det i stedet med 36 møller. Inden der kan gives endegyldigt grønt lys på de kommende byrådsmøder i både Aalborg og Vesthimmerlands kommuner, skal der underskrives en aftale mellem Vattenfall og en lokal vindmølleforening for at sikre mulighed for et vist lokalt ejerskab af vindmølleparken.