Først i det nye år kunne foreningen Løgstør BIOs Venner fejre 30 år jubilæum, og Løgstør BIO havde været byens biograf i 115 år. Men Corona-nedlukningen forhindrede en fejring på det tidspunkt.
Her i maj kan Løgstør BIO desuden fejre 4 års fødselsdag, så nu bliver de mange mærkedage slået sammen til en festdag den 26. maj. Løgstr BIO inviterer publikum til at se film til 30 kr. for at fejre 30 året, og popcorn til 4 kr., for at fejre 4 års fødselsdagen. Ud over, at det er de mange år Løgstør BIOs Venner har drevet biograf, så var det også billetprisen for 30 år siden.
Fra kl. 11.00 til kl.18.00 vises 6 forskellige film til 30 kr. - og så er der endda kagemand, saft og kaffe til alle gæster. Hele dagen vil der på en af biografens store skærme i foyeren blive vist udvalgte glimt fra Løgstør BIOs Venners lange begivenhedsrige historie. Kavalkaden er samlet og redigeret af Finn Jensen.
Alle er velkomne til at komme og kigge med. Scrapbøger med udklip fra alle 30 år vil også være lagt frem. Der åbent hus med kagemand og kaffe på kanden fra kl. 10.30, og rundvisning i biografens operatørrum og baglokaler kl. 10.30 og kl. 12.30.