I Aars Idræts Klub er man godt trætte af, at klubbens baner bruges til bilkørsel, som ødelægger baner og græs.
Tekst: Per Lyngby. Fotos: Aars IK
Aars IK har mange frivillige, som gør et kæmpearbejde for at holde banerne i rigtig god stand. Desværre er der andre, som ikke respekterer det arbejde, men derimod saboterer klubbens baner. Gennem nogen tid har man således døjet med bilkørsel på banerne, som bestemt ikke har godt af den slags trafik efter et vådt efterår.
“Desværre har vi nogen gæster på vore træningsbaner, som har misforstået hvad en fodboldbane benyttes til. Det er efterhånden sket en del gange, og det har resulteret i, at vi nu har anmeldt det til politiet som hærværk”, lyder det fra stadioninspektør René Carøe.
Det første tilfælde af bilkørsel fandt sted tilbage i januar, men efter en rolig periode opstod problemet igen i oktober og november samt i den seneste uge.
Fra klubbens side hører man gerne fra folk, som har set eller hørt noget, som kan kobles sammen med hærværket på banerne ved Støberivej og Ryttervej.